Her kan du læse om SYNG DIG GLAD

Nu skal hele Gilleleje og omegn synge sig glade.

 

Fandtes fællessang som piller
ville depression være udryddet. 

31. oktober 2018 blev SYNG DIG GLAD i Gilleleje en realitet og der blev fællessang og musik i Det Gamle Posthus med Gurli Wentzel Larsson som arrangør. Her synges hver anden onsdag fra oktober til og med marts. Alle der kan lide musik og sang er velkomne.  

SYNG DIG GLAD er voksne, sangglade borgere- som i 2 hyggelige timer fornøjer sig sammen med ca. 50-60 ligesindede. Der stilles ingen krav om særlige musiske evner og forudsætninger -  bortset fra lysten til at synge og høre glad og god musik, uden at indordne sig i de traditionelle kor-krav om musikalitet og tonerenhed.

SYNG DIG GLAD – Gilleleje inviterer alle der vil nyde det sanglige samvær i fælles fornøjelse og synge sange de kender og holder af.

Fællessang påvirker ikke bare hjertet, men også tårekanalerne, følelseslivet og glæden over at være sammen om noget afslappende og rart. Enhver ved at musik og sang har en dejlig afslappende indvirkning på vort helbred og vort velbefindende.

Deltagerne i SYNG DIG GLAD skal opleve den glæde og den tryghed som vor danske sangskat indeholder og indbyder til. Vi henter vore sange fra højskolesangbogen, fra vore egne 2 sangbøger med udvalgte sange, samt melodier og sange fra revyer, film, teater, shows m.v.

Arrangøren af SYNG DIG GLAD hedder Gurli Wentzel Larsson, Søborg, Gilleleje. 

Gurli er uddannet Helle Gotved Gymnastik- & Bevægelsespædagog og har i mere end 45 år undervist i Gotved Gymnastik krydret med et gennemgående musikalsk syng-med indhold. De sidste 20 år har hun undervist i Gilleleje Hallen.

Gurli er overbevist om at sang og musik er en vigtig vitaminpille for alle mennesker og er med til at skabe lyse og glade stunder i hverdagen. Gurli har allieret sig med 4 damer fra gymnastikholdet, som hjælper til med de forskellige praktiske opgaver og arrangementer.

Pianisten er Erik B. Jensen fra Gilleleje. Han er en fremragende pianist og har i mange år været orkesterleder og har akkompagneret til utallige koncerter.  Erik er en lun og morsom mand der har let ved at kommunikere sit glade musikbudskab ud til andre. Det Gamle Posthus” har et fint flygel som Erik benytter til musikledsagelsen.

Hen ad vejen vil musikledsagelsen forsøgt udvidet med enkelte musikere, visesangere, humorister eller lignende oplevelsesunderholdning.  

Deltagerne i SYNG DIG GLAD får mulighed for at synge de sange de kender og holder af.
Når vi synger sammen, holder vi sammen. Vi bliver samhørige og sangen cementerer et fællesskab imellem os.  Fællessang handler om Danmark, danskere, vort land, vort liv og vore holdninger.

Det vigtigste er, at alle får et par timer, hvor man får brugt lungerne og kommer i fornyet kontakt med sange hver især holder af og husker.  Alt sammen i selskab med andre hyggelige og rare ”sangere” og musikere.  Alle kan glæde sig til at forny den sangskat der bare ligger og venter på at blive genbrugt.

Midt i forløbet holdes en kort pause, hvor deltagerne kan hyggesnakke og evt. læske stemmebåndene over en kop kaffe, en vand eller en lille småkage. For at spare tid og penge, er det besluttet at deltagerne selv medbringer hvad man ønsker at indtage i løbet af de 2 timer.

Hvis du der læser disse linjer er troubadur og kan give en vise til bedste når lejligheden byder sig, bedes du kontakte Gurli pr. telefon eller e-mail. 

For at kunne deltage skal man være medlem af Foreningen "Det Gamle Posthus" i Gilleje.  Det koster 50 kr. om året og betales separat til foreningen. 

Medlemsgebyr SYNG DIG GLAD – Gilleleje:  For at kunne afholde nødvendige udgifter til musikalske aktiviteter er det besluttet at opkræve et medlemsgebyr på 250 kr. fra hver deltager for sæsonen 2019-2020 (i alt ca. 18 sangdage).

Se mere på vor hjemmeside www.syngdigglad-gilleleje.dk

Tilmeldelse og henvendelser til  GURLI WENTZEL LARSSON

FRIJSENVANG – Toftevej 50 – Søborg – 3250 Gilleleje
Email:                      syngdigglad@frijsenvang.dk  
Mobiltelefon           51200713           Fastnet telefon: 49717070
Hjemmeside:          www.syngdigglad-gilleleje.dk